Interview med Michael, 16 år. Gået på VRC’s interne skole siden januar 2019

Hvor længe har du været tilknyttet VRC’s interne skole og haft en støttekontaktperson fra VRC?

Det er omkring 3 år – det er sgu ved at være 3 år.

Kan du huske den første tid på VRC?

Ja der var lige lidt nogle, der ikke var min type mennesker, men jeg kom igennem det. Jeg har været på VRC længere tid end på nogen anden skole.

Hvordan kan det være, hvad tænker du VRC gør anderledes?

Jeg tror det er den forståelse de voksne har for de unge herude, og det tror jeg gør en stor forskel, at man ligesom kan gå til og fra, som man vil og bare tanken om man kan det. Den befrier en.

Hvad hjælper din kontaktperson dig med?

Jamen det er alt muligt han hjælper med. Han tager lidt stresset af min mor, så i stedet for jeg læsser af på min mor derhjemme, så læsser jeg af på Christian. Det er jo alt muligt fra kørekort, praktikpladser og arbejde.

Hvordan kan du mærke det hjælper?

Altså min mor stiller ikke så mange spørgsmål mere, som hun har gjort, fordi det har Christian og mig styr på. Hun virker ikke så presset længere. Jeg har fået mere overskud til fx at arbejde nu. Det kunne man ikke på min gamle skole… gå i praktik eller…. så skulle man godt nok være på den gode side af almenklasserne, hvis man skulle få lov til det.

Hvad laver du med din kontaktperson?

Det er meget forskelligt. Det er alt muligt. Sidste gang hentede vi scooter, vi har også lavet noget hjemme ved ham, hvor vi har flyttet træ. Jeg kan bedst li at lave noget. Men vi har da også været på mc D., og også bare ud og kigge lidt på verdenen.

Hvor tit er i sammen?

Det er svært at svare på. Det er med jævne mellemrum – når jeg har brug for det, men han er jo her hver dag i skolen.

Hvad gør du når det bliver svært?

Jeg skælder de voksne ud eller….nu snakker jeg bare med de voksne. Det kommer an på, hvad det er, og hvordan jeg har en dårlig dag. I starten blev jeg fuldstændig sindssyg.

Oplever du, at du har fået nogle mere hensigtsmæssige strategier, når du bliver vred?

Ja jeg tager ikke tingene så tungt mere. Hvis jeg er sur i 5 min., så bliver jeg træt og kan sove i 8 timer, så det er ikke det værd at blive sur.

Hvad er anderledes for dig på VRC?

Jeg synes det er svært at svare på, jeg har det bare bedre her. Det er slet ikke som på den gamle skole, hvor jeg kunne føle mig alene og anderledes.

Hvad tænker du om lærerne og pædagogerne?

De er gode, der er forståelse for os.

Hvad hjælper de med?

Hvis jeg har meget uro, så siger de, jeg kan gå en tur og komme tilbage igen.

Føler du, at du kan snakke med alle herude?

Ja