Dagtilbud

VRC’s dagbehandlingstilbud/kontaktpersonsordning er et struktureret alsidigt stimulerende tilbud, som varetages af få tydelige voksne, der involverer sig i arbejdet med de unge og deres familier. En dagbehandlingstilbud på VRC indebærer en tæt kontakt med hjemmet og skolen. Under tilbuddet hører en kontaktpædagog på barnet. Den kontaktperson er bindeleddet mellem hjemmet og barnet. VRC tilbyder vores elever en spændende og udfordrende hverdag i skolen med en tæt voksenkontakt. En kombination af undervisning, oplevelses-orienterede aktiviteter og praktiske arbejdsopgaver med det mål at give barnet eller det unge menneske kompetencer som øger faglighed, almen dannelse, ansvarlighed og social tolerance. Elevernes hverdag starter kl. 8.00 og slutter kl. 15.00 fra mandag til torsdag, og 8.00-12.00 om fredagen. Vi har ansvaret for den røde tråd i anbringelsen, og er der når den unge eller omsorgsgiverne omkring barnet har brug for det – 24 timer i døgnet – også juleaften og nytårsaften.

Dagbehandling/kontaktpersonsordning i VRC-regi, er at lære den unge at indgå i større sociale sammenhænge, at kunne håndtere følelsen af afmagt at kunne leve med en diagnose eller være i stand til at indgå i sociale fællesskaber sammen med andre. Dagbehandling/kontaktpersonsordning handler derfor, i vid udstrækning om at hjælpe den unge til at udvikle strategier, der skal gøre dem i stand til at interagere med deres omgivelser på trods af de udfordringer de møder fællesskabet med.

 Den unge vil således opleve tætte relationer i de forskellige sammenhænge i en dagligdag, hvor anerkendelse for sin person og sine handlinger er i højsædet. Den unge vil i dagligdagen opleve nære relationer til voksne, som kan rumme dem og deres adfærd og vise dem, hvordan de kan håndtere deres frustrationer, følelser og således ændre handlemønster

Dagbehandling indeholder

Dagbehandling/kontaktpersonsordning indeholder følgende elementer

  • At familien får et fast netværk af professionelle, som kan støtte/vejlede og kontaktes.
  • At den unge får en fast kontaktperson.
  • At den unge får hjælp til en fast struktur for hverdagen og pædagogisk støtte.
  • At familien får en fast kontaktperson, som løbende holder dem orienteret.
  • At der ud fra handleplan udarbejdes en udviklingsplan.
  • At kontaktpersonen deltager i møder med eksterne samarbejdspartner.
  • At kontaktpersonen udarbejder en statusrapport til kommunen, samt administration.
  • At den unge deltager på VRC 2 ferie om året og koloni inden skolestart.

Pædagogisk støtte

Den unge vil fra start få tildelt pædagogisk støtte fra en gennemgående person, som hun/han kan støtte sig til og bruge i alle henseender (daglig tale ”kontaktperson”). Kontaktpersonen er den koordinerende faktor i samarbejdet omkring den unge, har ansvaret og er således den som hhv. den unges forældre og kommune vil have samarbejde med. 

Kontaktpersonen tager den unge med på solotur, hvor indholdet vælges efter den unges ønske, men målet er hygge og især rum til fortrolighed. Kontaktpersonen står til rådighed for den unge i de situationer, hvor det er svært og har brug for støtte.

Forældresamarbejde

Vi finder det væsentligt, at familie samarbejdet bliver prioriteret og at vi løbende holder hinanden orienteret. Vi vil etablere et samarbejde med familien, og holde dem inddraget i hvad der rør sig omkring den unge og vil de blive orienteret af den kontaktperson, der bliver tilknyttet den unge. Kontaktpersoner tager ud i familien og besøger dem løbende, hvor der gives sparring, råd og vejledning.

Kort om pædagogik, omsorg, struktur, rammer og holdninger på VRC

Børn og unge på VRC en kontaktperson fast tilknyttet. Vores erfaring har vist os, at unge med særlige udfordringer profiterer af en dagbehandling/kontaktpersonsordning, hvor den unge kan få støtte i fritiden. Samtidig er kontaktpersonen et i tæt samarbejde med skolen og lærerne, hvilket sikre kontinuitet i hverdagen for den unge.

Relations arbejde 

Relationen er meget vigtig i det pædagogiske arbejde på VRC. En ægte relation er et samspil mellem 2 mennesker, der begge ser god mening i at opretholde og Bevare samspillet med den anden part, således at der opstår en grundlæggende loyalitet mellem parterne. En professionel relation er en relation, der forsøger at ligne den ægte så meget som muligt – men som adskiller sig ved, at den ene part er i et betalingsforhold via sin ansættelse til at skabe relationen til den anden. Det unge menneske VRC arbejder med, har dårlige erfaringer med positive relationer til voksne. De antager ofte, at voksne ikke kan bruges til noget eller er deres fjender. Relations arbejdet starter fra dag et, hvor den unge møder voksne, der via indsigt og forståelse, får dem til at ændre retning, som får skabt orden i deres ydre kaos og taler med dem om tanker og følelser. De møder støtte og hjælp til at genetablerer kontakt til deres forældre og de finder trøst, omsorg og håb for fremtiden. Her starter et nyt perspektiv på voksne, og på hvad voksne også kan og grundlaget skabes for at den unge tør indgå i en relation. Den unge er tilknyttet VRC i en kort periode af deres liv, hvorfor vi har meget travlt med at opbygge tætte og brugbare relationer.

Vi skaber tilhørsforhold ved at være der, når den unge har brug for os og være der, når de afviser os. Vi viser tillid og rummelighed og forsøger at se, hører, og forstå den unge i en anerkendende kontekst med anerkendelse af det den unge står for, men vi accepterer og sympatiserer ikke nødvendigvis med den unges mening, holdning og adfærd – da netop det pædagogiske arbejde består i at forandre en skæv ofte dysfunktionel holdning og adfærd hos den unge.

Det er her, i relationen, at den unge skal lære at forpligte sig og det er her, at relationen kan påvirkes den unges valg og adfærd. Aftalen er et vigtigt værktøj i pædagogikken og et forpligtende værktøj i relations arbejdet. Den kommer i spil i forhold til pædagogerne, forældre, skole og kammerater, idet aftalen virker begge veje og kan bruges, som spejl på hvad den unge vil med sig selv i.f.t andre mennesker – hvad den unge kan opnå via sin egen indsats og egen forholdemåde til andre. Via arbejdet med relationen mellem den voksne og den unge, lærer den unge at agere i en relation og kan overføre denne viden til sine fremtidige ægte relationer til familie og kammerater.

Omsorg

Omsorg og tryghed er en altafgørende faktor, når vi arbejder med de unge. Omsorg kan være yderst vanskeligt for de unge at modtage. Det er derfor vigtigt at den skal komme i form af de voksnes tilstedeværelse og vedholdenhed i deres samværsform og i de signaler de sender til de unge.  Vi overhører ikke, at den unge er ked af det eller vred. Vi accepterer følelser af alle slags, og vi tager udgangspunkt i hvor den unge er, og hvad den unge siger. Det betyder ikke blind accept af følelsesmæssige udbrud, idet en del af læringen under anbringelsen jo netop er at lære at give udtryk for sine følelser på en konstruktiv måde. Omsorg er at ville samtale, at tage hånd om den unge i alle sammenhænge – at passe på den unge – så længe han/hun ikke selv er i stand til det. Omsorg er at bestemme over og forvalte den ungens liv, indtil han/hun selv er i stand til at forvalte tingene. Omsorg og struktur ligger tæt op ad hinanden, idet fastholdelse af strukturen er at yde omsorg for at den unges hverdag fungere, så han/hun kan vokse og høste anerkendelse.

En struktureret og forudsigelig hverdag

Vi mener, at det er vigtigt at arbejde meget struktureret, da dette skaber tryghed og forudsigelige for de unge, samt bliver det fundament hvorpå de unge sammen med personalet kan bearbejde de problemer, der står i vejen for en positiv identitetsdannelse, samt giver dem afsæt til at skaffe sig viden om og kendskab til hvordan man begår sig i voksenverdenen.

Da det er forskelligt, hvilke ressourcer de unge har, er det vigtig at understrege, at voksenhjælp er en nødvendighed og det at modtage relevant og omsorgsfuld hjælp for den unge er en hel ny verden, der åbner sig. Som fundament for den pædagogiske indsats er struktur og forudsigelig alt afgørende for at starte en positiv udvikling med de anbragte unge.

Aktiviteter

Aktiviteterne har som mål at give eleverne udfordringer, spænding og ”jeg er” og ”Jeg kan” oplevelser i et tæt samvær med voksne. VRC har adgang til en række aktiviteter som ridning, sejlads, sport, klatretårn, hobbyrum, multimedieværksted, go-carts, motor-crossmaskiner, golf m.m., men der er også plads til en fisketur eller en gåtur ved stranden. Vi tager sammen på vinter- og sommerferie

Vi har ansvaret for den røde tråd i anbringelsen, og er der når den unge eller omsorgsgiveren har brug for det – 24 timer i døgnet – også juleaften og nytårsaften.

Arbejdspraktik

På VRC har vi erfaring for, at det er vigtigt, at eleverne får erfaringer med at indgå i forpligtende arbejdsfællesskaber, og at de lærer at udføre et konkret stykke arbejde for at få en fornemmelse af ansvarlighed. I praksis betyder det, at eleverne kommer i arbejdspraktik, først på skolen ved at deltage i køkken-arbejde, pedelfunktionen, vedligeholdelse, rengøring, nyetablering, og når eleverne er klar til at komme ud i praktik på en lokal virksomhed, hvor de kan få en oplevelse af at føle sig betydningsfulde, at tage medansvar og at begå sig i forhold til andre mennesker samt følelsen af at bidrage til samfundet på lige vilkår med andre unge.

Kunne du tænke dig at høre mere om vores dagbehandlingstilbud, så kontakt en af vores konsulenter på telefon 98 80 27 99